Når kroppen forsøger at beskytte os, og hvordan vi kan finde hjem til roen igen
Angst er en af de mest udbredte årsager til, at mennesker søger psykoterapi. Mange beskriver en indre uro, der kan komme pludseligt eller ligge som en konstant spænding i kroppen. Udefra kan det ligne bekymring, overansvarlighed eller kontrol — men indeni kan det føles som at miste sig selv.
I min praksis i København og i Kastrup på Amager arbejder jeg med angst ud fra et NARM‑inspireret perspektiv. Her ser vi ikke angst som en svaghed men derimod som et gammelt beskyttelsessystem, der engang havde en vigtig funktion. Når vi begynder at møde angsten med mildhed og nysgerrighed, kan noget nyt blive muligt.
Denne fortælling handler om en kvinde, lad os kalde hende Maria, og hendes bevægelse mod mere ro, kontakt og indre tryghed.
Når angst fylder i hverdagen
Maria kom i terapi, fordi angsten havde fået for meget plads i hendes liv. Hun beskrev, hvordan hendes krop ofte reagerede hurtigere end hendes tanker. Et sug i maven, en knude i brystet, en pludselig fornemmelse af, at noget var galt — uden at hun kunne forklare hvorfor.
Hun havde lært at skjule det godt, og på overfladen fungerede hun godt. Hun var dygtig på arbejdet, omsorgsfuld og nærværende i relationer og ansvarlig i alt, hvad hun gjorde. Men indeni var der en konstant alarmtilstand, som hun var blevet træt af at leve med.
Hun længtes efter ro. Efter at kunne trække vejret frit. Efter at kunne mærke sig selv uden at blive overvældet.
Angst som en gammel beskyttelse
Da vi begyndte at undersøge angsten sammen, blev det tydeligt, at den ikke var opstået ud af det blå. Det var et gammelt mønster, der engang havde hjulpet hende. Som barn havde Maria levet i et miljø, hvor stemninger hurtigt kunne skifte, og hvor hun ofte måtte være på vagt for at undgå kritik eller konflikter. Hendes krop havde lært at scanne omgivelserne for fare — længe før hun kunne sætte ord på det.
For et barn, der længes efter tryghed, kan selv små tegn på uro føles som noget, man må reagere på med det samme. Og sådan blev angsten langsomt vævet ind i hendes nervesystem som en måde at holde sig sikker på.
Angsten havde altså haft en vigtig intention. Den ville:
– beskytte hende mod afvisning
– sikre at hun ikke blev overvældet
– sikre, at hun ikke stod alene.
Som voksen viste det sig som:
– overbekymring
– kropslig uro
– behov for kontrol
– undgåelse af situationer, der kunne skabe ubehag
Alt sammen strategier, der engang gav mening — men som nu stod i vejen for det liv, hun ønskede at leve.
Når vi begynder at lytte indad
I min tilgang til angstbehandling arbejder vi med at forstå angsten. Ikke for at få den til at forsvinde, men for at forstå dens intention. At møde den del af nervesystemet, der stadig tror, at det skal være på vagt.
Maria begyndte langsomt at opdage, at angsten faktisk forsøgte at fortælle hende noget:
– “Pas på.”
– “Du må ikke blive overvældet igen.”
– “Det er farligt at stå alene.”
Da hun blev opmærksom på dette, blev hun både rørt og lettet. Angsten var en del af hende, der havde forsøgt at beskytte hende i mange år.
Da noget nyt blev muligt
En dag i terapien skete der noget vigtigt. Vi satte os for at lytte til angsten uden at analysere den. Bare mærke den. Og i det stille rum dukkede en anden side af Maria frem.
En roligere, mere forankret del. En del, der ikke var styret af alarm, men af nærvær. En del, der kunne trække vejret dybt og mærke sig selv uden at blive overvældet.
Det var som at få øje på et sted i sig selv, hun havde glemt fandtes — et sted, hvor hun kunne være i kontakt uden at miste sig selv.
Når ro begynder at få plads
Vores arbejde ændrede sig. Det handlede ikke længere om at “fjerne” angsten, men om at skabe balance mellem den beskyttende del og den del, der længtes efter ro, kontakt og frihed.
Maria begyndte at opdage, at hun faktisk kunne være i situationer, der før havde trigget angst, uden at blive overvældet. At hun kunne mærke sine grænser. At hun kunne sige fra. At hun kunne blive i kontakten — både med sig selv og andre.
Angsten var der stadig, men den fyldte mindre. Den var ikke længere styrende. Den var blevet en del af hendes historie. Ikke hendes identitet.
En mild invitation til dig, der læser med
Hvad mon Marias historie vækker i dig?
Måske genkender du noget i hendes oplevelser?
Måske mærker du også, hvordan angst kan stå i vejen for det, du længes efter?
I min psykoterapi mod angst arbejder vi med netop dette:
At skabe kontakt til de dele af os, der engang var nødvendige for at overleve — og samtidig give plads til den del, der ønsker at leve mere frit, mere roligt og mere forbundet.
Hvis du er nysgerrig på, hvordan denne proces kunne se ud for dig, er du velkommen til at bruge dette blogindlæg som en invitation til at undersøge dine egne indre bevægelser.