Elena Bueno

Hvorfor psykoterapi?

Årsagerne til at gå i terapi kan være mange. Nogle står i midt i en krise i livet, mens andre har brug for en terapeut til sparring og støtte til at håndtere hverdagens problemer. Det kan også være en tilbagevendende problematik, som ”spænder ben” for dig. Og sommetider har vi bare brug for at tale med én, der ikke er vores ven eller familie.

Jeg lægger vægt på, at det skal være trygt og rart at gå i terapi, og det er derfor vigtigt for mig, at tilbyde dig et fortroligt og fordomsfrit rum. Hos mig vil du blive mødt med åbenhed, indlevelse og ikke mindst respekt for dig, og for den livshistorie du bringer med dig. Jeg bringer også gerne mig selv i spil, hvis jeg mener, det kan gavne terapien.

Vi vil i samarbejde finde ud af, hvor du er lige nu, og hvad du har brug for, og sammen bevæger vi os stille og roligt fremad. I et tempo, der passer dig, vil vi se nærmere på livets begrænsninger og muligheder og herigennem arbejde os henimod overblik og klarhed.

Du bestemmer selv, hvad du vil tale om og dele med mig, mens jeg vil forholde mig åbent, interesseret og omsorgsfuldt til det, du fortæller. Intet af det, du bringer ind i rummet, er rigtigt eller forkert, for farligt eller sårbart.

Dine kropsreaktioner kan være et hjælpsomt instrument i terapien, idet mange følelser og sansninger kan bearbejdes kropsligt. Derfor vil jeg, når det giver mening, inddrage opmærksomhed på kroppen, hvor vi fx kunne tale om en oplevelse set udefra men mærket indefra.

Løbende vil jeg følge op på, om du får det ud af terapien, som du ønsker. Terapien skal give mening for dig.

Hvordan foregår terapi - og er jeg den rette terapeut for dig?

Ved vores første møde vil jeg spørge ind til dig og dit liv, og du bestemmer selv, hvad du vil dele med mig. Det vigtigste for mig er at skabe trygge rammer om samtalen. Jeg vil stille uddybende spørgsmål til det, du fortæller, med fokus på det du ønsker at arbejde med. Du behøver ikke at have forberedt dig forud for vores møde. Vi tager udgangspunkt i det, du kommer med. Jeg giver dig gerne et indblik i, hvordan jeg arbejder, og hvordan jeg mener, at terapiformen kan gavne dig.

Efter vores første session, tager vi en snak om hvor vidt, du ønsker at indlede et terapeutisk forløb. Megen forskning peger nemlig på, at relationen mellem klient og terapeut er af afgørende betydning for terapiens effekt. Det er med andre ord vigtigt, at kontakten mellem os er god og tryg, idet vi som mennesker har brug for tryghed og tillid, hvis vi skal finde mod til at se ærligt på os selv og ikke mindst arbejde med os selv. Jeg anbefaler derfor, at du mærker godt efter, hvordan du oplever vores kontakt. Det skal føles godt og trygt, så du kan have fokus på det, der fylder hos dig.

Jeg henviser også gerne til andre terapeuter eller andre behandlere.

 

Hvor mange terapisessioner har jeg behov for?

Det er meget forskelligt og afhænger af, hvad du selv vil og har mulighed for. Nogle gange kan det være tilstrækkeligt med nogle enkelte sessioner, for at du føler, at dine problematikker ikke længere fylder. Andre gange tager det lidt længere tid.

Nogle ønsker at gå i terapi en gang hver anden uge, mens andre ønsker en anden mødefrekvens. Det er helt op til dig og dit behov, og du kan uforpligtende afslutte behandlingsforløbet når som helst.

 

Terapeutisk metode

Jeg har et humanistisk og eksistentielt livssyn, og min terapeutiske tilgang baserer sig på oplevelsesorienteret og eksistentiel terapi. Det betyder, at jeg tager udgangspunkt i de tanker, følelser, erindringer og oplevelser, som du bringer op her og nu. Jeg tror på, at mennesket har en iboende stræben mod udvikling, og at vi er ansvarlige for vores eget liv, vores handlinger og ikke mindst vores valg og fravalg. Jeg inddrager også elementer fra emotionsfokuserede terapi, der er en anerkendt metode til at hjælpe mennesker med at acceptere, udtrykke, regulere og agere følelsesmæssigt på en mere hensigtsmæssig måde. Derudover tager terapien afsæt i den neuroaffektive udviklingsteori – en teori, der kobler tilknytningsteori og udviklingspsykologi med nyeste hjerneforskning og bygger således bro mellem hjerneforskning og psykologi.

I det terapeutiske arbejde er det endvidere vigtigt for mig at integrere det kropslige og følelsesmæssige, da jeg mener, at krop og psyke hænger sammen og skal behandles som en helhed.

 

Er online-terapi en mulighed, og har det samme effekt?

Jeg tilbyder også online-terapi, hvilket på mange måder ligner almindelige sessioner – bortset fra, at vi sidder hvert vores sted.

Det kræver kun, at du har en computer med kamera og internetadgang, og at du kan sidde uforstyrret. Det er dog min personlige anbefaling, at vi mødes fysisk de første par gange – men lad os sammen afstemme behov.

Psykoterapeut vs. psykolog

Psykoterapeuter og psykologer er nært beslægtede, idet begge grupper ønsker at medvirke til at forbedre menneskers mentale sundhed, så de føler sig bedre tilpas rent mentalt. Der er dog også forskelle.

En psykoterapeut har ofte taget en anden mellemlang eller lang videregårende uddannelse forud for den 4-årige psykoterapeutuddannelse, hvor egenterapi og personlig udvikling er en obligatorisk del af uddannelsen. Det er således et uddannelsesmæssigt krav fra de psykoterapeutiske uddannelser, at psykoterapeuten har trænet de psykologiske teorier og metoder i praksis og mærket dem på egen krop.

En psykolog har taget en 5-årig akademisk uddannelse i psykologi. Selv uddannelsen indeholder ikke krav om egenterapi. Det er først, hvis en psykolog videreuddanner sig til specialist i psykoterapi, at egenterapi er påkrævet. En psykolog er således teoretisk og delvis praktisk klædt på til at yde samtaleterapi og derudover i stand til fx at diagnosticere. 

Fælles for begge grupper er dog, at de ønsker at hjælpe mennesker med psykiske og personlige udfordringer. Det vigtigste er derfor ikke, om du vælger en psykolog eller en psykoterapeut, men derimod at du vælger én, du har tillid til og føler dig tryg ved. Du kan få kompetent hjælp begge steder.

 

Mindfulness hos mig

Foruden at være uddannet Psykoterapeut MPF er jeg også uddannet Mindfulness Instruktør v/Sussanne Wexø – Mindfulness Instruktør Uddannelsesforløb. I mit terapeutiske arbejde inddrager jeg gerne principper fra den “mindfulde livsstil”.

Mindfulness er at være bevidst nærværende; en naturlig værens tilstand, hvor vi er fuldt tilstede med alle vores sanser på en ikke-dømmende måde. Det er en tilgang eller en måde at være i livet på, hvor man dagligt træner at være bevidst nærværende. Ofte er vi i vores tanker enten i fortiden eller i fremtiden. Vi tænker på, hvad der er sket, eller på hvad vi skal nå, hvilket er helt normalt. Sådan fungerer vores hjerne – men vores sind og nervesystem har behov for en pause fra tankerne, for ro og restitution.

Mindfulness kan bl.a. fungere som en metode til at acceptere og håndtere svære følelser som fx angst, depression og sorg, til at berolige vores nervesystem og dermed sænke vores stressniveau og til at skabe en bedre kontakt til os selv, så vi bedre kan mærke os selv i livet. En mindful livsstil skaber velvære i krop og sind. Når vi praktiserer mindfulness, træner vi vores evne til at flytte vores opmærksomhed fra vores tanker og krop til fx vores åndedræt – fra det der er svært og fylder for meget. Dermed skaber vi rum for en pause fra vores tanker, følelser og/eller fra vores kropslige fornemmelser. Når vi fokuserer på åndedrættet, aktiveres det parasympatiske nervesystem og skaber beroligelse. Med en mindful livsstil tager vi ansvar for vores mentale sundhed.

Udtalelse

“Elena har været deltager på Mindfulness Instruktør uddannelsen, og det er en kæmpe ære, at få lov til at uddanne et så fint menneske, som rummer en sådan ro og empati som Elena. Hun får mine varmeste anbefalinger, især da hele hendes essens udstråler tryghed, tillid og utrolig hjertevarme”.

With Love & Namasté
Sussanne Wexø
Life Mastery Academy